Malling Hansen skrivekugle

Skrivekugle af Hans Rasmus Johan Malling Hansen, i original mahoginikasse. Ca. 1870.
Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1990 og overdraget til Danmarks Tekniske Museum.

Malling Hansen (1835 – 1890), opfinderen af skrivekuglen, var oprindeligt døvstummelærer, præst og senere opfinder. Det var hans arbejde med døvstumme elever der inspirerede ham og førte frem til udviklingen af verdens første seriefremstillede skrivemaskine. Modellen her var med på den store verdensudstilling i Paris i 1878, hvor den skabte stor interesse. På længere sigt kunne denne type af skrivemaskinen dog ikke konkurrere med de lettere håndterlige amerikanske skrivemaskiner, der kom på markedet.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Der er kun meget få eksemplarer af Malling Hansens skrivekugler bevaret her i landet, og man har ikke kendskab til andre eksemplarer end denne, der bevares i sin originale kasse. Skrivekuglen er et eksempel på en produktudvikling og et betydningsfuldt stykke dansk teknologi- og kulturhistorie.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1990.