Introduktion

Dansk beskyttelseslov

Sjældne kunstværker, kulturhistoriske genstande, bøger, manuskripter, arkivalier  og lignende kan ikke uden tilladelse føres ud af Danmark. Det er bestemt i lov om sikring af kulturværdier i Danmark, som trådte i kraft den 1. januar 1987 og senest ændret d. 1. marts 2010.

Loven er den første danske lov, der har det direkte formål at sikre, at kulturværdier bliver inden for landets grænser. Den er et vigtigt supplement til andre bestemmelser, der værner om den nationale kulturarv, for eksempel danefæbestemmelserne.

Hvem giver tilladelse?

Det er et udvalg på fem medlemmer, Kulturværdiudvalget, der afgør, om der skal gives tilladelse til udførsel. Udvalgets medlemmer er lederne af Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Statens Arkiver, Det Kongelige Bibliotek og et af kulturministeren udpeget medlem, der skal være leder af et ikke-statsligt museum. Medlemmet udpeges for fire år af gangen.

Læs mere om beskyttelsen af kulturværdier i Danmark.

Kulturværdier, hvad er det?

Der skal søges om tilladelse, hvis en ejer ønsker at udføre:

  • kulturgenstande fra tiden før 1660
  • kulturgenstande, som er ældre end 50 år, og som har en værdi over beløbsgrænsen (se den aktuelle beløbsgrænse under punktet “Ansøgning“).
  • fotografier (uanset alder), hvis de har en værdi på 30.000 kr. eller derover.

Der vil blive givet tilladelse til udførsel af disse genstande, medmindre de er af afgørende betydning for den nationale kulturarv.

I helt særlige tilfælde kan kulturministeren bestemme, at loven også skal gælde andre kulturgenstande.

Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, skal staten tilbyde at købe genstanden til markedspris – uden af den grund at have forkøbsret.

Mønter og medaljer er som de eneste kulturgenstande udtrykkeligt undtaget fra lovens bestemmelser.

Kulturgenstande fra før 1660

Eksempler fra lovens § 2, stk. 1, nr. 1:

  • Oldsager, redskaber og våben af flint, sten og metal, keramik samt smykker eller udsmykkede genstande af ben, hjortetak, rav eller metal.
  • Kirkeinventar såsom altertavler, krucifikser, prædikestole og kalke.
  • Bøger, kort, inkunabler og arkivalier.

Kulturgenstande ældre end 50 år og med en værdi over beløbsgrænsen

Eksempler fra lovens § 2, stk. 1, nr. 2:

  • Manuskripter, dagbøger, kort, billedkunst såsom malerier og skulpturer.
  • Møbler, musikinstrumenter m.m.

Beløbsgrænsen reguleres årligt pr. 1. januar efter udviklingen i det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks. Reguleringen foretages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit i forhold til det foregående år. Beløbet afrundes til nærmeste hele 1.000 kr. Det gældende beløb kan findes under punktet “Ansøgning”.