Jacopo Fabris “Arkitektur og figurer”

Maleri af Jacopo Fabris: “Arkitektur og figurer”. I rammen er graveret K(ongelig) E(jendom). Midten af 1700-tallet.
Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1992 og overdraget til Teatermuseet.

Maleriet forestiller et fængselsinteriør. Maleren Fabris (1689 – 1761) var født i Italien og uddannet som teatermaler og teatertekniker. I en alder af 58 bosatte han sig i København, hvor han ud over at skabe et teater for italienske operasangere på Charlottenborg bl.a. skabte en lang række dekorationer til teatret Komediehuset på Kongens Nytorv. En af dekorationerne hertil var et fængsel som har slående lighed med det på maleriet. Fabris har haft stor betydning for udviklingen af scenografi og teaterteknik i Danmark.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Maleriet er af værdi for dansk teater- og kulturhistorie, da det bidrager til belysning af dekorationskunsten i 1700-tallets teater. Det har endvidere været kongelig ejendom.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1992.