1992: Hebraisk haggadah

Hebraisk håndskrift, en illustreret haggadah på pergament, 1772.

Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1992 og overdraget til Det Kongelige Bibliotek. Ministertilladelse efter lovens § 2, stk. 4.

Denne haggadah blev reddet fra ødelæggelserne i koncentrationslejren Theresienstadt under Anden Verdenskrig, ved at en dødsdømt polsk jøde betroede bogen til en dansk jødisk fange, før han selv blev sendt til Auschwitz. Danskeren overlevede Holocaust og bragte bogen med til Danmark, hvor den siden har været i familiens eje. En haggadah er en jødisk påskeliturgi, fortællingen om det jødiske folks redning fra Ægypten. Den læses traditionelt af familiefaderen på den aften, som indleder påskehøjtideligheden og er en af de mest populære bøger i den jødiske kultur.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Omstændighederne ved håndskriftets overdragelse til en dansk jøde i Theresienstadt, dets efterfølgende redning og bevarelse i Danmark siden 1945 må siges at udgøre sådanne særlige omstændigheder, der begrunder dets forbliven i Danmark.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1992.

ID: ACC-1992-4