Søren Kierkegaards personlige eksemplar af Forordnet Alterbog for Danmark, 1830.
Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1996 og overdraget til Det Kongelige Bibliotek.
Dette eksemplar af Kierkegaards alterbog blev oprindeligt solgt til en svensk samler ved en auktion over forfatterens efterladte bogsamling i 1855. Bogen kom tilbage til Danmark i midten af 1990’erne og var formentlig det sidste håndskrift fra hans hånd, der stadig var i privat eje. Håndskrift, fordi Kierkegaard (1813-55) i alterbogen har indføjet talrige håndskrevne notater og understregninger. Disse noteringer viser, at Kierkegaard fortrinsvis valgte alterbogens tekster og ikke Det Nye Testamente som grundlag for sine opbyggelige taler fra 1843.
Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Der er tale om et særdeles værdifuldt materiale til forståelse af tilblivelsen af Kierkegaards opbyggelige taler og af deres bibelske forankring. Alterbogen er en national kulturværdi af stor interesse for dansk forskning og kultur.
Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1996.
ID: ACC-1996-4