2010: Flintdolk fra Stubberup

Flintdolk fra Stubberup ved Nysted, Lolland (stenalderen)

Kulturværdiudvalget blev i 2010 ansøgt om tilladelse til udførsel af en flintdolk fra stenalderen. Udvalget besluttede at nedlægge forbud mod udførsel af flintdolken, da Udvalget fandt, at der er tale om en umistelig kulturværdi. Udvalget lagde ved beslutningen bl.a. vægt på, at flintdolken ganske vist er et løsfund, men den har, hvilket er sjældent, bevaret oplysninger om sin proveniens, Stubberup på Lolland.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 2010.

ID: BOX-2010-1

2008: Aalholm-samlingen, resterende dele

Aalholm-samlingen, resterende dele, 16-1700-tallet.

Kulturværdiudvalget modtog i 2008 en ansøgning om tilladelse til udførsel af til dels genfundne genstande fra arkivet og musiksamlingen på Ålholm Gods, der i 1996 og 1997 erhvervedes af hhv. Statens Arkiver og Kulturværdiudvalget. Det drejede sig om ni visehåndskrifter fra det 17. århundrede, to sene 1700-tals afskrifter af værker af Antonio Vivaldi og Johan Adolph Hasse samt grev Otto Ludvig Rabens dagbøger. Genstandene er omfattet af kulturværdiloven. Udvalget har tidligere nedlagt udførselsforbud i sagen.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 2008.

ID: BOX-2008-1

2001: Amati-violin

Amati-violin, 1627.

I maj måned modtog Kulturværdiudvalget fra Sotheby’s på ejerens vegne en ansøgning om udførselstilladelse af en Amati violin fra 1627. Ejeren ønskede violinen udført med henblik på salg af violinen på Sotheby’s auktioner i England. Violinen er blandt de tidligste – om ikke det tidligste – instrument af de store italienske violinbyggere fra Cremona (Amati, Stradivarius, Guerneri), som kan dokumenteres i dansk eje. Violinens proveniens i dansk eje er meget veldokumenteret og strækker sig tilbage til 1820 hvor violinisten Rudolph Bay (1791 – 1856) formentlig købte violinen under dennes rejse til Italien i 1819-1820. Rodolph Bay opholdt sig i 1819-1821 i Italien for at studerer musik. Violinen omtales i hans dagbogsoptegnelser den 4. august 1820, hvor han befinder sig i Genua. Rudolph Bay var i sin egenskab af kantor ved Holmens kirke fra 1831 en populær musiker i de musikalske saloner i København i 1830’erne og i mindre omfang som komponist – ikke mindst af romancer og sange i tidlig romantisk stil – har bidraget til dansk musikhistorie. I efteråret 1842 blev violinen repareret i München hos en kendt, tysk Kgl. hofinstrumentmager ved navn Engleder, som ifølge det oplyste tilførte violinens dække en øget hvælving.

I 1942 erhvervede violinvirtuosen Emil Telmanyi (1892-1988) violinen, og violinen bliver i dennes eje frem til hans død. Emil Telmanyi har haft en væsentlig betydning for formidlingen af såvel Carl Nielsens kammermusikalske værker, som hans violinkoncert inden for Danmarks grænser, og i det internationale musikmiljø, dels gennem sin omfattende koncertvirksomhed, dels gennem sine utallige grammofonindspilninger, og endelig som privat underviser og lærer ved Det jyske Musikkonservatorium. Den 2. august 2001 meddelte Kulturværdiudvalget Sotheby’s og ejeren, at Udvalget ikke kunne give udførselstilladelse for Amati violinen. Udvalget havde ved beslutningen lagt vægt på, at der var tale om en tidlig Amati violin, som kunne dokumenteres i dansk eje tilbage til 1819-20. Violinen havde tilhørt violinisten Rudolph Bay, som omtalte den i sine erindringer, og violinisten Emil Telmanyi, som havde formidlet meget af Carl Nielsens musik på violinen. Violinen har således tilhørt to danske violinister, der har haft en stor betydning i dansk musikliv. Udvalget vurderede på denne baggrund, at violinen udgør en vigtig del af den danske kulturarv, og kunne derfor ikke give udførselstilladelse for violinen. Udvalget fremsatte samtidig et overtagelsestilbud for violinen. Ejeren meddelte Udvalget, at man ikke ønskede at tage imod dette tilbud. Ejeren blev herefter oplyst om, at udførselsforbuddet betød, at violinen ikke må forlade Danmark.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 2001.

ID: BOX-2001-1

1992: Nøstentangen Eremitagepokal

I 1991 blev der på auktion hos Bruun Rasmussen solgt en meget smuk og kostbar glaspokal fra 1751, den såkaldte Eremitagepokal, til en norsk privatmand for en hammerslagspris på 1.840.000 DKK. Pokalen er en del af kulturarven fra den dansk-norske fællestid i det 18. århundrede. Kulturværdiudvalget gav afslag på ansøgning om udførselstilladelse både i 1991 og 1992, og ejeren afslog tilsvarende Udvalgets overtagelsestilbud og måtte derfor deponere pokalen i en bankboks i Danmark. Her stod den i otte år og kom kun frem – med betinget udførselstilladelse til Kunstindustrimuset i Oslo – på en stor udstilling i Oslo i 1998. Sagen blev imidlertid afgjort i 2000, idet den norske stat sammen med to sponsorer afkøbte den daværende ejer pokalen med henblik på overdragelse til Kunstindustrimuseet i Oslo, hvorefter Kulturværdiudvalget på baggrund af en ny ansøgning fra dette ophævede udførselsforbuddet med den begrundelse, at pokalen som en del også af norsk kulturarv derved kom i det norske folks eje.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretninger for årene 1992 og 2000 (supplerende forbud).

ID: BOX-1992-1