1991: Nicolai Abildgaard: “Filosofien”

Maleri af Nicolai Abildgaard: Filosofien, 1800.

Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1991 og overdraget til Statens Museum for Kunst.

Filosofien er et af tre malerier i en serie, hvor de andre to er Teologien og Retfærdigheden. Malerierne hang sammen i Nicolai Abildgaards (1743-1809) hjem, og formodentlig har kunstneren tænkt, at de tilsammen skulle udgøre et hele, der udtrykte hans etiske overbevisning. Filosofien har, siden billederne blev splittet ved salg efter malerens død, i tre generationer været i samme kunstkyndige families eje.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Der er lagt vægt på maleriets kunsthistoriske kvaliteter, og at det gennem sin ejerskabsmæssige tilknytning giver bidrag til dansk kunsthistorie hvad angår vurderingen af kunstneren Abildgaard.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1991.

ID: ACC-1991-6

1990: Martinus Rørbye: “Portræt af kunstnerens moder”

Maleri af Martinus Rørbye: Kunstnerens moder, Frederikke Eleonore Cathrine, f. Stockfleth, 1834.

Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1990 og overdraget til Statens Museum for Kunst.

Martinus Rørbye (1803-1848) har med fin indsigt og god iagttagelsesevne skildret sin mor, der på dette tidspunkt er 51 år. En bred dame med lokkerne sat under den stivede og flæsede hovedbeklædning, i gang med broderiet. Billedet har fine detaljer som f.eks. lysreflekserne på kinderne.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Portrættet indtager en særposition blandt malerens værker. Det er et af de meget få portrætter, han har udført.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1990.

ID: ACC-1990-4

1989: Carl Gustav Pilo: “Portræt af Frederik V”

Maleri af Carl Gustav Pilo: Portræt af Frederik V, ca. 1746.

Erhvervet af Kulturværdiudvalget med ekstern økonomisk støtte i 1989 og overdraget til Helsingør Kommunes Museer, ophængt på Marienlyst Slot.

I halv rustning og pudderparyk er Frederik 5. her gengivet i sejrrig position af hofmaleren Pilo (1711-1793). Billedet er formentlig malet omkring tronskiftet i 1746. Det er sandsynligt, at kongen på et tidspunkt har foræret sin gode ven og rådgiver, overhofmarskal og lensgreve Adam Gottlob Moltke, maleriet som tak for tro tjeneste. Moltke havde bl.a. fungeret som stråmand for majestæten ved køb af den ejendom, der med Moltke som bygherre senere skulle blive til Marienlyst Slot og brugt af kongen som lysthus.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Maleriet er af høj kunstnerisk kvalitet og har herudover tilhørt lensgreve A.G. Moltke. Endvidere er billedet nedarvet i denne families ældste mandslinie, indtil det blev solgt på auktion.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1989.

ID: ACC-1989-1

1988: W. Sartorius: “Stilleben med fuglevildt” (Ledreborg 2)

To malerier af W. Sartorius: Stilleben med fuglevildt. 1728.

Erhvervet af Kulturværdiudvalget i 1988 og overdraget til Ledreborgfondet.

Et af fire malerier, som har tilhørt herregården Ledreborg sydvest for Roskilde. Billederne er del af en omfattende kunstsamling skabt af bygherren, statsminister Johan Ludvig von Holstein (1694-1763) og senere forøget af hans søn. Kun få af billederne fra Ledreborgs malerisamling er ved arvegang udgået fra huset. Resten er i behold og tilhører Ledreborgfonden (oprettet 1978), hvis formål er at fastholde samlingen på Ledreborg for offentligheden.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Malerierne har gennem mere end 200 år udgjort en bestanddel af det enestående og helstøbte interiør på Ledreborg. Der er lagt mere vægt på betydningen af at kunne genskabe den oprindelige indbosamling i videst muligt omfang end på kunstkvaliteten af de enkelte værker.

De fire malerier er beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretninger for årene 1987, 1988, 1992 og 1997.

ID: ACC-1988-4

1988: Martinus Rørbye “Udsigt fra en kunstners vindue”

Maleri af Martinus Rørbye: Udsigt fra kunstnerens vindue, ca. 1825.

Erhvervet i 1988 og overdraget til Statens Museum for Kunst.

Martinus Rørbye (1803-1848) kendte sit motiv godt, da han gik i gang med at male det. Fra vinduet i sine forældres hus i Amaliegade i København har han kastet blikket ud i verden. Han var da 22 år gammel, og maleriet er den unge kunstners første billede af betydning. Fra hjemmets trygge og velkendte omgivelser er der gennem det åbne vindue udsigt til den dragende, men måske også lidt faretruende verden udenfor. Overfor ses Nyholm med skibe i dok. Vinduet findes stadig, men i dag vil udsynet til havnen dog være spærret af A.P. Møller-Mærsks bygningskompleks.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Maleriet besidder alle det danske guldaldermaleris bedste kvaliteter og må betragtes som helt enestående i motivvalget.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1988.

ID: ACC-1988-2

1987: Cornelius de Hem: “Stilleben” (Ledreborg 1)

Maleri af Cornelius de Hem (1631-1695): Stilleben.

Erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet af Kulturværdiudvalget i 1987 og overdraget til Ledreborgfonden.

Et af fire malerier, som har tilhørt herregården Ledreborg sydvest for Roskilde. Billederne er del af en omfattende kunstsamling skabt af bygherren, statsminister Johan Ludvig von Holstein (1694-1763) og senere forøget af hans søn. Kun få af billederne fra Ledreborgs malerisamling er ved arvegang udgået fra huset. Resten er i behold og tilhører Ledreborgfonden (oprettet 1978), hvis formål er at fastholde samlingen på Ledreborg for offentligheden.

Udvalgets begrundelse for erhvervelsen: Malerierne har gennem mere end 200 år udgjort en bestanddel af det enestående og helstøbte interiør på Ledreborg. Der er lagt mere vægt på betydningen af at kunne genskabe den oprindelige indbosamling i videst muligt omfang end på kunstkvaliteten af de enkelte værker.

De fire malerier er beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretninger for årene 1987, 1988, 1992 og 1997.

ID: ACC-1987-1