2001: Amati-violin

Amati-violin, 1627.

I maj måned modtog Kulturværdiudvalget fra Sotheby’s på ejerens vegne en ansøgning om udførselstilladelse af en Amati violin fra 1627. Ejeren ønskede violinen udført med henblik på salg af violinen på Sotheby’s auktioner i England. Violinen er blandt de tidligste – om ikke det tidligste – instrument af de store italienske violinbyggere fra Cremona (Amati, Stradivarius, Guerneri), som kan dokumenteres i dansk eje. Violinens proveniens i dansk eje er meget veldokumenteret og strækker sig tilbage til 1820 hvor violinisten Rudolph Bay (1791 – 1856) formentlig købte violinen under dennes rejse til Italien i 1819-1820. Rodolph Bay opholdt sig i 1819-1821 i Italien for at studerer musik. Violinen omtales i hans dagbogsoptegnelser den 4. august 1820, hvor han befinder sig i Genua. Rudolph Bay var i sin egenskab af kantor ved Holmens kirke fra 1831 en populær musiker i de musikalske saloner i København i 1830’erne og i mindre omfang som komponist – ikke mindst af romancer og sange i tidlig romantisk stil – har bidraget til dansk musikhistorie. I efteråret 1842 blev violinen repareret i München hos en kendt, tysk Kgl. hofinstrumentmager ved navn Engleder, som ifølge det oplyste tilførte violinens dække en øget hvælving.

I 1942 erhvervede violinvirtuosen Emil Telmanyi (1892-1988) violinen, og violinen bliver i dennes eje frem til hans død. Emil Telmanyi har haft en væsentlig betydning for formidlingen af såvel Carl Nielsens kammermusikalske værker, som hans violinkoncert inden for Danmarks grænser, og i det internationale musikmiljø, dels gennem sin omfattende koncertvirksomhed, dels gennem sine utallige grammofonindspilninger, og endelig som privat underviser og lærer ved Det jyske Musikkonservatorium. Den 2. august 2001 meddelte Kulturværdiudvalget Sotheby’s og ejeren, at Udvalget ikke kunne give udførselstilladelse for Amati violinen. Udvalget havde ved beslutningen lagt vægt på, at der var tale om en tidlig Amati violin, som kunne dokumenteres i dansk eje tilbage til 1819-20. Violinen havde tilhørt violinisten Rudolph Bay, som omtalte den i sine erindringer, og violinisten Emil Telmanyi, som havde formidlet meget af Carl Nielsens musik på violinen. Violinen har således tilhørt to danske violinister, der har haft en stor betydning i dansk musikliv. Udvalget vurderede på denne baggrund, at violinen udgør en vigtig del af den danske kulturarv, og kunne derfor ikke give udførselstilladelse for violinen. Udvalget fremsatte samtidig et overtagelsestilbud for violinen. Ejeren meddelte Udvalget, at man ikke ønskede at tage imod dette tilbud. Ejeren blev herefter oplyst om, at udførselsforbuddet betød, at violinen ikke må forlade Danmark.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 2001.

ID: BOX-2001-1

1998: C.W. Eckersberg: “Udsigt gennem en Dør til løbende Figurer”

C.W. Eckersberg: ”Udsigt gennem en Dør til løbende Figurer”, 1845. (SMK, Public Domain)

Erhvervet af Statens Museum for Kunst i 2017, hvorved en bankbokssag fra 1998 fandt sin afslutning.

Om maleriet

I ”Udsigt gennem en Dør til løbende Figurer” ses en menneskemængde, der løber i samlet flok, men da motivet er indrammet af en døråbning, ser man kun et udsnit af gaden; beskæringen understreger centralperspektivet, der leder blikket direkte ind i midten af maleriet: En ung pige står i døråbningen med solen i ansigtet og spejder efter noget uden for billedet. Eckersberg indfanger øjeblikket og skaber en handling uden historie. Som beskuer undrer man sig over, hvad der egentlig er på færde og fristes til at digte videre på historien før og efter øjebliksskildringen.

I 1998 blev dette maleri forsøgt udført af Danmark af en schweizisk køber, men Kulturværdiudvalget nedlagde dengang forbud mod udførsel. Da køberen ikke ønskede at acceptere udvalgets købstilbud, har maleriet siden da befundet sig i en bankboks i Danmark.

I 2017 ønskede ejeren imidlertid at sælge maleriet, som derfor blev sat på auktion hos Bruun-Rasmussen Kunstauktioner. Den sagkyndige ekspert på Statens Museum for Kunst fastslog over for udvalget, at den kunstfaglige vurdering af maleriet ikke har ændret sig siden 1998, og på auktionen den 28. november 2017 blev maleriet erhvervet af Statens Museum for Kunst.

Deponering

Maleriet indgår i samlingen på Statens Museum for Kunst. Museet har udstillet maleriet i samlingen af dansk kunst fra 1800-tallet. Læs mere om maleriet her.

Tillige beskrevet i Kulturværdiudvalgets årsberetning for 1998 og 2017.

ID: BOX-1998-2

1998: Wilhelm Marstrand: “Liggende kvindelig model”

Maleri af Wilhelm Marstrand: Liggende kvindelig model, 1833.

Maleriet er ikke meget større end et A4-ark, knapt 27 x 37 cm. Det blev udført under tre modelseancer i 1833, hvor Marstrand (1810-1873) var elev hos C.W. Eckersberg (1783-1853). Denne lod udvalgte elever male efter nøgenmodel i hans private atelier på Charlottenborg. Eckersberg skriver i sin dagbog den 23. oktober 1833: Roed, Købke, Marstrand og Müller blev i dag færdige med et Studium af en quindelig Model. Mange kunstkendere anser det for at være et af Marstrands fineste arbejder.

Kulturværdiudvalget har ved nedlæggelse af udførselsforbud vægtet, at Marstrands modelbillede er af usædvanlig høj kvalitet og hæver sig som selvstændigt ku0nstværk over skolearbejdernes karakter. Med sin stærkt sensuelle udstråling er billedet enestående, set i sammenhæng med Eckersbergskolens generelt mere nøgterne og kølige modelbilleder. Modelskolen synes på dette tidspunkt at have været unik set i europæisk perspektiv.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretning for året 1998.

ID: BOX-1998-1

1992: Nøstentangen Eremitagepokal

I 1991 blev der på auktion hos Bruun Rasmussen solgt en meget smuk og kostbar glaspokal fra 1751, den såkaldte Eremitagepokal, til en norsk privatmand for en hammerslagspris på 1.840.000 DKK. Pokalen er en del af kulturarven fra den dansk-norske fællestid i det 18. århundrede. Kulturværdiudvalget gav afslag på ansøgning om udførselstilladelse både i 1991 og 1992, og ejeren afslog tilsvarende Udvalgets overtagelsestilbud og måtte derfor deponere pokalen i en bankboks i Danmark. Her stod den i otte år og kom kun frem – med betinget udførselstilladelse til Kunstindustrimuset i Oslo – på en stor udstilling i Oslo i 1998. Sagen blev imidlertid afgjort i 2000, idet den norske stat sammen med to sponsorer afkøbte den daværende ejer pokalen med henblik på overdragelse til Kunstindustrimuseet i Oslo, hvorefter Kulturværdiudvalget på baggrund af en ny ansøgning fra dette ophævede udførselsforbuddet med den begrundelse, at pokalen som en del også af norsk kulturarv derved kom i det norske folks eje.

Beskrevet i Kulturværdiudvalgets beretninger for årene 1992 og 2000 (supplerende forbud).

ID: BOX-1992-1